Tilbage til alle blogindlæg

Opgaver i haven i juli

- men det er din have, så du bestemmer jo selv.
16. juli 2024
af Stine Maria Larsen

Havens (eventuelle) opgaver i juli:

  • Klip hækken nu (ved årlig klipning)
  • Høst og konserver bær, urter, etc.
  • Tag stiklinger af f.eks. lavendel
  • Lug ukrudt inden du tager på evt. ferie
  • Sørg for vanding (naboer/automatisk)
  • Efterså i køkkenhaven med f.eks. kål

Klip hækken én gang om året; nemlig nu

Man siger at hækken skal klippes inden sankt hans. Om det er fordi man så kan bruge al afklippet på bålet, ved jeg ikke, men jeg ved at det er bedst at vente til efter sankt hans. Der kan nemlig være rugende fugle, der bor i hækken, som lige skal have lov at lade ungerne flyve fra reden før vi kommer med den store saks. Derudover så kan man nøjes med at klippe sin hæk én gang, hvis man venter helt til nu.

Hvis du har brug for at hækken står lidt skarpere, så kan du også klippe hækken to gange om året; lige efter sankthans og igen slut august-start september. Læs mere om hækklipning her.

Konservering af havens bær

Hvis du er så heldig at både fugle, småbørn og andre snackende havegæster har efterladt dig nogle bær i haven, så er det på tide at konservere dem. Der findes mange klassikere her; blandt andet rysteribs, marmelader, grød, frysetørrede bær eller bare direkte på frys som de er.

Også urter såsom basilikum, persille og salvie kan med fordel konserveres selvom deres sæson langtfra er ovre. En god måde at konservere både basilikum og persille på, er ved at fylde dem i isterningebakker og hælde olie på i stedet for vand. Det kan man så tage op og bruge til at stege i, når man når senere hen på sæsonen.

Stiklinger af lavendel

Man kan tage stiklinger af lavendel næsten hele året, men nogle tidspunkter er bedre end andre, og nu i juli-august er netop sådan et tidspunkt. Lavendel er en af de nemmeste planter at tage stiklinger af, man skal bare have tålmodighed og en nogenlunde jævn fugtighed; planterne har det ikke så godt af at stå i silende regn, ej heller at tørre helt ud. (Dog har jeg oplevet at enkelte af mine lavendelstiklinger, som har fået netop denne behandling, har overlevet og slået rod, så mist ikke modet.)

Når man tager stiklinger får man en præcis kopi af den plante, man tager stiklingen af, hvorimod man ved at så fra frø, får et "barn" af planten. Det vil sige, at den nye plante kan afvige fra den plante, man tog frø af.

Sådan gør du:

  1. Bland såjord med lidt sand, hvis du har. Du skal bruge veldrænende jord.
  2. Fyld jorden i plastikpotter, en kasse eller en mistbænk.
  3. Klip en ca. 10 cm. lang grøn gren af en sund lavendelplante. (Ikke få blød, men heller ikke den brune, træede del af planten.)
  4. Fjern eventuelle blomster.
  5. Fjern de nederste blade (ca. halvdelen).
  6. Sæt stiklingerne ca. 3-4 cm. ned langs siden af potten eller direkte i jorden, hvis du bruger en kasse eller mistbænk.
  7. Luftfugtighed kan hjælpes på vej af at strø et lille lag sand henover toppen af jorden, hvilket holder på lidt af fugten.
  8. Hvis du sætter stiklingerne i drivhus eller mistbænk, så skal de dækkes med mælkehvidt plast, da de ikke kan klare for meget sol.

Lug ukrudt før ferien

Hvis der er noget i din have, du anser for at være ukrudt, så kan det være en god idé at luge lidt i det inden din ferie, så det ikke står over begge ører, når du kommer hjem fra ferie. Du kan også skærme for ny frø-ukrudt ved at sørge for jorddække (se punkt to i listen i afsnittet herunder.)

Ferievanding

Der findes et utal af systemer til automatisk vanding, sprinklere, vandingscomputere, og alt muligt. Jeg har ikke selv investeret i en af disse, men jeg har heller ikke forladt min sommerhave i flere uger. Hvis du tager 3 uger til Gran Canaria midt i juli, så kan det godt være at du skal investere i en masse udstyr, der kan sikre overlevelsen af dine planter.

Men hvis du kun er væk i en uges tid, så vil nogle forholdsregler gøre at dine planter klarer sig fint:

  • Dybdevand din køkkenhave, bed og især eventuelle nyplantede stauder, etc. lige inden, du går på ferie (tidlig morgen eller sen aften) og lige, når du kommer hjem.
  • Dæk bar jord med organisk materiale, der holder på fugten. Græsafklip, blade, hø, tang (fri for salt), gulerodstoppe og andre "spildprodukter" fra køkkenhaven.
  • Hvis du har plantet træer i år, så kan du investere i vandingsposer
  • Hvis du har mange krukker og potter, så kan det være en god idé at stille dem ind i skyggen og så alliere dig med en nabo, der kan vande (om aftenen), hvis der er hedebølge.
  • Køb eller lav eventuelt en olla; et ældgammel ægyptisk vandingssystem, der langsomt frigiver vand til jorden i det tempo, den har brug for. Ecostyle har lavet en DIY guide her.

Så afgrøde nr. 2 i køkkenhaven

Hvis du, som jeg, har en køkkenhave, så vil jeg vædde med at det er netop nu, den bugner. Derfor ligger det nok fjernt at tænke på at så mere lige nu, da man har nok at lave med at høste og knap kan finde plads. Men...

Hvis man vil have noget at høste i efteråret også, så kan man så nogle ting netop nu. Her er nogle eksempler:

  • Russisk grønkål. Den kan sås direkte i jorden i juli, da den har en udviklingstid på kun 50 dage.
  • Pak choi. Den har det ikke godt i varmen, da den der hurtigt vil gå i blomst, men efter ca. 20. juli og indtil midt august kan man så dem direkte i jorden.
  • Spinat kan sås helt til slut august. (Udviklingstid 50-60 dage.)
  • Dild har en udviklingstid på kun 30 dage og kan sås til midt august.
  • Mizuna kan sås fra midt juli til september. Den tåler ned til 16 graders frost, men hvis du vil sikre at du har mizuna hele vinteren og helt til april, så kan den forspirres i september og udplantes i drivhuset i oktober.

Om havedesigner Stine Maria Larsen

Havedesigner, ejer af Haven i Øhavet og havenørd på podcasten Nydyrkerne.

Få tips og tricks til haven året rundt

Som modtager af Haven i Øhavet's nyhedsbrev vil du kun lejlighedsvis modtage mails med tips til haven, relevante tilbud og lignende.

Skriv dig op til nyhedsbrevet