Tilbage til alle blogindlæg

Opgaver i haven i april

- men det er din have, så du bestemmer jo selv.
2. april 2024
af Stine Maria Larsen

Havens (eventuelle) opgaver i april:

  • Start med gødning i køkkenhaven
  • Bekæmp dræbersnegle (se blogindlæg fra marts)
  • Beskær lavendel
  • Læg stikløg i køkkenhaven
  • Så salat, radiser, grønkål, osv.
  • Del stauder

Start med gødning i køkkenhaven

Der er utrolig mange måder at gøde på og mange produkter/muligheder, og jeg vil aldrig være den store fortaler for kunstig gødning. Dog har din køkkenhave godt af næring, så her i april kan man så småt begynde.

Afhængig af om du dyrker gravefri eller ej, så kan du med fordel strø gødning ud på toppen af køkkenhaven eller vende det ned i jorden. Du kan eventuelt fortynde noget gødning i vand, som du vander med her i starten, bare du sikrer dig at du ikke gøder for heftigt. Det kan de små frø ikke lide.

Jeg har indtil videre lavet min køkkenhave i 100% kompostjord og først gødet de næringskrævende planter lidt senere på sæsonen, hvilken har fungeret fint for mig. Andre lægger hestemøg ud på bedene om efteråret. Prøv dig frem og så går det jo nok, hvis det "går lidt galt".

Beskær din lavendel

Nu er det tid til at beskære din lavendel, for at få en tæt busk. Vent evt. til midt i april, hvor risikoen for hård frost er ovre.

Det er vigtigt, når man beskærer lavendel, at man ikke klipper ned forbi det grønne. Hvis man til gengæld aldrig beskærer sin lavendel-busk får den lange krogede grene for neden uden blade på.

Stikløg og forspirrede kartofler

Noget af det absolut nemmeste at dyrke er løg - hvis man starter med stikløg i hvert fald. Stikløg er en slags miniløg, man sætter i jorden med nogenlunde afstand her i april, som så vokser sig større og bliver til et almindeligt løg. De skal ikke forspirres som læggekartofler, de lægges bare direkte.

Hvis du også forspirrede kartofler i februar, så er de nok klar til at lægge ud nu. Prøv at dyrke dine kartofler under tang;

  1. Det holder på fugten, så man skal vande mindre (eller man kan undlade det helt)
  2. Tangen giver næring til kartoflerne
  3. Man skal ikke hyppe jorden op om sine kartofler
  4. Det er intet/meget lidt jord på kartoflerne, når man skal "grave" dem op
  5. Man kan nøjes med at høste de kartofler, man skal spise ad gangen

Sådan gør du:

  1. Læg pap, hvis du starter på en græsplæne
  2. Læg kartoflen evt. med en håndfuld jord ved
  3. Læg 20-30 cm vasket* tang ovenpå
  4. Færdig
  5. Du kan evt. toppe op med mere tang, når planten begynder at vise sig.

*Tangen kan ikke komme direkte fra havet, men skal være skyllet igennem af regn inden man lægger det. Det tang, der er skyllet op på stranden er fint at bruge, ellers kan lægge det ude i haven i regnvejr inden brug.

Begynd at så - ude og inde

Der er stadig masser af ting, du kan forspire indenfor, men nu også en del ting, du kan så direkte i haven nu.

Så direkte udenfor:

  • Persille
  • Purløg
  • Dild
  • Kamille
  • Radiser
  • Bladbede
  • Salat
  • Spinat
  • Ærter
  • Meget meget mere.

Flere af ovenstående frø kan med fordel overdækkes af fiberdub for at holde på fugt og beskytte mod eventuel frost.

Noget af det du kan forspire lige nu er kål, aubergine, chili, peberfrugt, tomat, etc. Listen er lang og (næsten) kun fantasien sætter grænser.

Del stauder

Hvem vil ikke have gratis planter? Del dine stauder, og giv til dine venner eller udvid planten til andre dele af haven.

De fleste stauder kan tåle at blive delt og i mange tilfælde vil plante have godt af det. Med tiden kan stauder blive helt tomme i midten, fordi planten deler sig fra midten og ud. Hvis det er tilfældet for dig, så er det på høje tid at dele den. Nogle stauder kan deles med hånden, mens andre kræver lidt hårdere behandling. Her kan man med fordel bruge to greb, som placeres midt i planten med "ryggene" mod hinanden og så lirke planten fra hinanden. En endnu hårdere mulighed er at hakke planten over med en spade, hvilket de fleste stauder sagtens tåler. Sørg for at der er både rødder og løv med på hver enkelt bid, du deler.

Både foråret og efteråret er gode tidspunkter at dele stauder, men efteråret er allerbedst. En god tommerfingerregel er at dele stauder, når:

  1. der ikke er risiko for frost og
  2. du kan se lidt løv på stauden (gerne efter blomstring).

Om havedesigner Stine Maria Larsen

Havedesigner, ejer af Haven i Øhavet og havenørd på podcasten Nydyrkerne.

Få tips og tricks til haven året rundt

Som modtager af Haven i Øhavet's nyhedsbrev vil du kun lejlighedsvis modtage mails med tips til haven, relevante tilbud og lignende.

Skriv dig op til nyhedsbrevet