Havens (eventuelle) opgaver i maj:
- Plant tomater, agurk og chili i drivhus
- Bekæmp dræbersnegle (se blogindlæg fra marts
- Så enårige blomster på friland
- Læg georginer i jorden
- Husk at vande tidlig morgen/aften
- Lug fortsat, hvor det trænger mest
Plant tomater, agurk og chili i drivhus
Nu begynder det endelig at blive varmere. Det betyder også at vejret snart (typisk først i midten af maj) er godt nok til at rykke de varmeelskende planter udenfor (eller i drivhus). Det er det i hvert fald for tre meget gængse drivhus-planter; tomater, chili og agurk. Lyt f.eks. til episode 15 af Nydyrkerne om tomater her:
Så enårige blomster på friland
Få et stort blomsterflor ved at så nogle nemme sommerblomster direkte på friland (bare husk at hold fugtigt - især i starten).
Skønne planter, du kan så i maj direkte i haven:
- Stolt kavaler (Cosmos)
- Frøkenhat (Zinnia)
- Morgenfrue
- Kornblomst
- Solsikke
- Skærmdild
- Jomfru i det grønne (Nigella damascena)
Enårige blomster kommer - som navnet indikerer - ikke igen næste år (medmindre de frøsår sig). Derfor er det typisk nogle planter, man dyrker:
- i potter
- imellem stauder og buske for at få fylde ud, mens de flerårige planter endnu er små
- i skærehaven for at dyrke blomster til buketter (læs mere om skærehaven i blogindlægget her.)
Læg georginer/dahlia i jorden
Der findes utrolig mange slags dahlia (også kaldet georginer) - store og små, enkle og dobbelte, i tusindvis af farver - og derfor er de også elsket af mange have- og altanejere. Man kan vælge at forspirre sine dahlia-knolde allerde fra marts indendøre, men man kan også lægge dem i jorden fra midten af maj, hvor risikoen for frost er mindst.
Det besværlige ved dahlia-dyrkning kommer til efteråret, hvor knoldene typisk tages op og opbevares frostfrit til næste forår. Nogle har succes med at lade dem ligge i jorden, men de går til, hvis de står vådt og koldt vinteren over.
Vand, når solen er væk og fortsæt lugningen
Nu begynder det er blive varmere i vejret, så nu er det vigtigt at sørge for vand til især nysåede og nyplantede vækster. Men det er vigtigt at man ikke forspilder de dyre dråber midt på dagen, når solen står på og vandet fordamper. Vand tidlig morgen eller om aftenen, når solen er (næsten) gået ned.
Og derudover så er det stadig vigtigt at fortsætte med lugejernet, der hvor man ønsker at jorden er fri for "ukrudt".